Samarbejde mellem Thisted Bibliotek og folkeskolerne i Thisted Kommune

Velkommen til!


Denne side samler informationer og elevprodukter fra projektet 'En mobil PLC-medarbejder i en decentral skolestruktur" fra foråret 2017. 
Projektet er et samarbejde mellem Thisted Bibliotek, skolernes pædagogiske læringscentre og udvalgte klasser fra 3. -6. klasse.
Projektets titel er "Barn i Thy - der hvor jeg bor", og hver enkelt skole og klasse har fortolket titlen individuelt med udgangspunkt i det fag og det emne, klassen i forvejen havde planlagt at arbejde med.
Elever og lærer har været elever på samme tid og lært at lave blogs udformet som websites.

På siden her finde du i højre side en liste over skolerne. Under hver skole er der en kort præsentation af, hvad klasserne har arbejdet med samt links til alle elevernes fine og kreative blogs. 

I venstre side finder du informationer om projektet. 

God fornøjelse.


Thisted Bibliotek og folkeskolerne samarbejder om multimodale tekster

"En mobil PLC-medarbejder i en decentral skolestruktur" skoleåret 16/17



Kort beskrivelse af projektet:

I forbindelse med budgetforliget 2016 blev der ønsket en forbedret service for borgerne gennem øget samarbejde mellem De pædagogiske læringscentre (de tidligere skolebiblioteker) og Folkebiblioteket. Ligeledes fremgår det af folkeskoleloven, at “…Det pædagogiske læringscenter samarbejder med folkebiblioteket” (Folkeskoleloven §19, stk. 2)

KulturRummet og Undervisningsafdelingen i Thisted Kommune har efterfølgende udarbejdet et bud på en sådan forbedret service, som man tester i skoleåret 2016/17. Der er blevet hjemsøgt midler til projektet fra Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje til folkebiblioteker og pædagogiske læringscentre, der imødekom ansøgningen. 

Formål:
I projektet vil værdien af, at arbejde med kvalitative decentrale ressourcer (mobilmedarbejder og uformelle læringsrum), der kan understøtte PLC’erne på tværs af kommunen samt sikre samskabelse med folkebibliotekets ressourcer og faglige viden, blive testet. 

Pr. aug. 2016 blev der ansat en mobil PLC-medarbejder med specialviden indenfor IT og medier i undervisningen. Formålet blev herefter omsat til en model for samarbejde mellem Thisted Kommunes 15 folkeskoler og biblioteket. Denne bliver i skoleåret 16/17 afprøvet 2 gange. 

Samarbejdsmodellen er udviklet i tæt samarbejde mellem mobil PLC-medarbejder og kommunens undervisningschef.



Derfor har skolens praksis været en afgørende kontekstforståelse for både udvikling og gennemførsel af projektet. Thisted Kommunens Folkeskoleafd. arbejder med udviklingsstrategier for brugen af IT i undervisningen. Derfor er alle elever i 0.-2. kl. udstyret med en iPad, mens alle elever i 3.-6. kl. har fået tildelt en Chromebook. Derfor var i udviklingen af modellen taget valg om målgruppe på folkeskolerne: Efterårets afviklingen af projektet er målrettet lærere og elever i 0.-2. kl. med fokus på brugen af iPads til filmproduktion. I foråret 2017 gennemføres projektet med fokus på lærere og elever i 3.-6. kl. og Chromebooks til produktion af multimodale tekster. Ligeledes er projektet præsenteret på skoleledermøde, og det er derfor skolelederens opgave at udpege den lærer og den PLC-medarbejder, der skal deltage i projektets start workshop.




Første del af samarbejdsforløbet var en fælles workshop-dag for en lærer og en PLC-medarbejder fra hver skole samt to bibliotekarer fra Thisted Bibliotek. Workshoppen havde både fokus på kompetenceløft i brugen af IT i undervisningen samt samarbejdet om undervisningens forløb over et tema, der er fælles for alle. "Barn i Thy - der hvor jeg bor"



Efter workshoppen fik hver deltagende lærer besøg i klassen af 1-2 bibliotekarer og den mobile PLC-medarbejder, der underviste både elever og lærere i klassen. På skolebesøget deltog en udvalgt klasse, og det var op til skolelederen, hvor mange lærere, der deltog i besøget/undervisningen i klasserummet. Her blev eleverne introduceret for biblioteksfaglig viden om bl.a kildekritik, copyright og søgeteknik. Derudover blev elever og lærer undervist i at bruge IT til kreativ produktion. Efterfølgende har lærerne arbejdet med eleverne og slutteligt er alle elevprodukter fra alle skoler i kommunen samlet på denne blog. 






Første del af projektet: Film i indskolingen

Første del af projektet havde fokus på filmproduktion med iPad i 0.-2. klasse














Undervisningsforløb: Multimodal tekstforståelse


Multimodale tekster – lav din egen blog.

Beskrivelse:

Undervisningsforløbet sætter fokus på, hvordan vi lærer vores elever at lave målrettede søgninger på nettet, være kildekritiske og vurderings-analytiske over for de tekster, hjemmesider og fakta, der findes på internettet.
Eleverne lærer at oprette og designe deres egen blog, som indeholder tekst, billeder og video. Derfor sætter forløbet også fokus på de mange semiotiske ressourcer, som multimodale tekster indeholder.

Produktet af forløbet er eleverne blogs, de har lavet gruppevis.


Klassetrin:

Forløbet er gennemført på 3. – 6. klassetrin, men det er også velegnet til 7. -9. klasse med enkelte didaktiske justeringer.


Fag:

Forløbet kan inddrages i alle fag, da indholdet på bloggen kan justeres efter det emne og det fag, der arbejdes med på klassen.


Tid:

Forløbets minimums ramme er 8 lektioner. Nedenfor er startforløbet beskrevet, dette har en tidsramme på 4 lektioner. Derefter skal eleverne have tid til at lave indholdet på bloggen. Forløbet kan derfor sprede sig over tid og rammesættes efter de faktuelle timer, der er til rådighed for de involverede klasser.





Ramme
Eleverne skal have et Google-login (g-mail). I det afprøvede forløb har kommunen licens til Google Apps for Education, og hver elev på kommunens folkeskoler har en Google-konto koble på deres UNI-login.
Derudover skal eleverne have en bærbar pc, eller en anden enhed de kan arbejde på. I dette tilfælde har elevene fået tildelt en Chromebook, som de benytter som deres private arbejdsredskab. Det er klart at foretrække, at hver elev har deres egen enhed at arbejde på, men forløbet kan køres med én pr. gruppe. Gruppestørrelse anbefales til max 3 elever.




Ekstra:

Forløbet er en del af et kommunalt projekt, der har fokus på samarbejde og netværksdannelse mellem folkebiblioteket og skolernes PLC. Del 1 af undervisningsforløbet er formidlet og gennemført af en bibliotekar fra Thisted Bibliotek. Det er absolut anbefalelsesværdigt, at en bibliotekar fra folkebiblioteket eller skolens PLC-medarbejder inddrages i undervisningsforløbet og underviser eleverne i min. del 1.

Del 2 gennemføres af en lærer, PLC-medarbejder eller bibliotekar med specialviden: særlig viden om multimedier og inddragelse af IT i undervisningen. Del 2 kræver lidt tekniske færdigheder.


Se det detaljerede undervisningsforløb HER